Gusli er et af de ældste musikinstrumenter, der har spillet en betydelig rolle i russisk musikkultur. Den første omtale af gusli finder man hos de græske historikere Theofilact og Theophan, der beretter, at under krigen i slutningen af det 6. århundrede tog grækerne slaviske fanger og fandt hos dem et musikinstrument, der hed gusli. Dette passer sammen med de meddelelser, som de arabiske forfattere Al-Masudi og Ibn-Dasta fremkom med i det 10. århundrede.

I de slaviske skrifter støder man på beskrivelsen af det russiske folkeinstrument, gusli, først i 12.-13. århundrede. Instrumentet beskrives som en let trækasse forsynet med 5 strenge, der var stemt således: A,C,E,G,A. Spillemåden var følgende: Med venstre hånds fingre dæmpede man de strenge, der ikke skulle bruges, og i højre hånd havde man en spillepind, med hvilken man slog over de resterende åbne strenge. Gusli blev brugt udelukkende som akkompagnement til sang og navnlig af de omvandrende skjalde, der i sine sange berettede om oldtiden og lovpriste fyrsterne og deres slægt. Efterhånden satte man flere strenge på guslien - først 10, siden 13 - og spillemåden forandredes også. Man begyndte at bruge harpemetoden.

I det 18. århundrede byggede man i Sct. Petersburg guslier, der stod på ben, og senere forøgede man antallet af strenge op til 3-4 oktaver med kromatisk stemning. I det 18.-19. århundrede har gusli sin glansperiode. Instrumentet findes i utallige hjem og bliver brugt ved indstudering af kirkekor. Der optræder udmærkede udøvere, af hvilke de mest kendte var guslispilleren Manjkovskij og hofguslispilleren Trutovskij, og der udgives skoler for guslispil. I den sidste del af det 19. århundrede bliver denne gusliart fortrængt af pianoer, og den sidste guslivirtuos, Vodovozoff, døde i 1910.

Grundlæggeren af balalajkaorkesteret, V. Andrejeff, rekonstruerede guslien i 1890 og forsynede instrumentet med klaviatur og mekanik for at lette spillemåden. Men selv om Andrejeff moderniserede det gamle instrument, sørgede han for, at det karakteristiske ved guslien blev bevaret. Spillemåden og klangfarven er den samme som hos de gamle instrumenter, og den mekaniske gusli, også kaldet klaviatur-gusli, har krav på at blive regnet for et ægte russisk folkeinstrument.

Den russiske gusli har, med visse ændringer, bredt sig til andre folkeslag - kantele i Finland, kuakles i Letland, gyssele hos tatarerne og kannel i Estland.

(Kilde: 0. Nikitina ,Moskva 1960 fortalt i "Balalajka Blade" nr. 3 udgivet af Evgeni Pavlovski, København 1964).

Hjem